Kildemose "kult" festival 2015
30/7 - 2/8.

KILDEMOSEFESTIVAL PROUDLY PRESENTS:

ELEVATORFØRER
Saturday



Det psykedeliske folkeorkester Elevatorfører
Hvad sker der når man samler en flok skæve hjerner med en for- kærlighed for 60’ernes og 70’ernes psykedeliske kunst og musik?
Ideen om et folkeorkester ved navn ”Elevatorfører”, som måske havde skrevet numre som ”Ukendt Etage” og ”Vertikal Bus”, blev undfanget på Roskildefestival i 2009, men først i januar 2010 blev konceptet realiseret som et egentligt orkester, med en håndfuld numre skrevet af ”Føreren”.
Elevatorførers medlemmer tæller både musikere og billedkunstnere, og er således ikke kun et band i traditionel forstand, men spænder over flere mediale udtryksformer, hvor den samlede produktion af visuelt materiale, og happenings trækker referencer tilbage til 60’ernes og 70’ernes kunstnerkollektiver, som f.eks. Røde Mor.
Musikken er på den ene side en kærlig homage til den klassiske psykedeliske rock fra 60’erne og 70’erne og er blevet beskrevet som C.V Jørgensen møder Brian Jonestown Massacre, tilsat en vis pop-sensibilitet. Genremæssigt kan bandet være vanskeligt at sætte i bås, da sangenes orientering omkring tekst og catchy melodi, på den ene side er atypisk i forhold til mange samtidige psych-bands, og på den anden side mere skramlende end typisk folkmusik. Centralt i musikken er et tekstunivers, der er rigt befolket af sælsomme eksistenser, fra samere til hypnotiske jakker, med diktatoriske tendenser.
Det kunstneriske virke tæller bl.a. en omfattende grafisk plakatproduktion, tekstforfatning, analog ”hacking” af Gaffa-blade, videoproduktion, skulptur og installationskunst, der alt sammen indgår som dele af fortællingen om ”Elevatorførers univers”. Konceptuelt kan Elevatorfører derfor minde en smule om projekter som Gorillaz, hvor musikken på den ene side er autentisk nok, men hvor indramningen navigerer i et semi-fiktivt grænseland af performativ karakter.
Som ”folkeorkester” har antallet af bandmedlemmer varieret en del igennem årene (i udgangspunktet er alle jo velkomne til at spille med hvis de har lyst), men Elevatoren rummer pt. en nogenlunde stabil besætning, der, ud over ”Føreren” (Vokal, guitar), tæller “Detektiven” (Bas), “Paucus Brunus” (Trommer), “Bror” (Guitar), “Lassefar” (Guitar),”Verdens Eneste” (Orgel), “Frank Psych Right” (Theremin, samples, percussion) og “Ven” (Tamburin).
Bandets billedkunstneriske produktion varetages primært af “Ven”, “Verdens Eneste”, “Detektiven” og “Frank Psych Right”.
Elevatorfører er vokset fra at være det et vennedrevet initiativ, der spillede i forskellige kollektiver, til et mere ambitiøst projekt, hvor en god fest med publikum dog stadig er i højsædet. Elevatorfører har derfor haft glæden af at underholde på mindre festivaler, som Festival of Endless Gratitude, Føvling festival og Kildemose festival, og ikke mindst en trippelkoncert i Amager Bio sammen med Spids Nøgenhat
og Young Flowers, hvor livepladen ”Opkald fra Ukendt Etage” er indspillet. d. 12/4 2012 og udgivet på Levitation Records d. 25/1 2013

http://elevatorforer.bandcamp.com/releases
http://www.elevatorforer.dk/
https://da-dk.facebook.com/Elevatorforer
http://gaffa.dk/anmeldelse/79939
http://levitation.tictail.com/



Historien om Elevatorfører – et ekko fra ukendt etage

Af Thomas S. Jäger, dr.phil.

Sen-60erne og begyndelsen af 70erne var på mange måder en turbulent tid for den danske musikscene. I denne periode opløstes det monopol som tyggegummipoppen havde haft på radioens sendeflade, og erstattedes af nye toner. Musikken var blevet voksen, og knopskød nu voldsomt i alle mulige retninger. Her blev senere legender som Gasolin og Savage Rose til. Men der var også vildskud. Bands, der ikke, som blomsterbørnene og protestsangerne strakte sig mod himmelen, men i stedet trivedes i undergrunden som svampe i et gigantisk mycelisk rodnet. I netværkets centrum var det semi-legendariske, nærmest mytologiske psych-band Elevatorfører. Få kender i dag orkesteret, og lige som med gode svampe kræver det en kender, der ved hvor man kan finde dem, hvis man ønsker en bid af Elevatorførers psykedeliske univers.

Mine erindringer om bandet forekommer mig i dag som sporadiske, tågede febervildelser fra et delirium uden for tid og rum, men ud fra håndskrevne noter, fotografier og små strimler smalfilm fra dengang har jeg kunnet stykke denne så vidt vides eneste nogenlunde sammenhængende biografi om bandet sammen. Følgende er min erindring om det band der, grundet skæbnens luner, aldrig helt blev den psykedeliske revolution det så inderligt efterstræbte. Dette er historien om Danmarks (næsten) største band gennem tiderne. Dette er historien om Elevatorfører.

Selv stiftede jeg bekendtskab med Elevatorfører, da jeg i 1968 arbejdede på en reportage om de legendariske, Liquid Sound studier i Valby. På det tidspunkt blev studiet drevet af den mindst ligeså legendariske Horst Schlimmer, hvis hjemmebyggede lydudstyr var eftertragtet blandt eksperimenterende bands fra både ind og udland. I studiet den dag var også Elevatorfører for at indspille en tidlig demo af ”Vertikal Bus”. Hvad der gjorde mit besøg pågældende eftermiddag til en uforglemmelig oplevelse, var delvis de nye toner der flød som violet candyfloss fra mixerrummets højtalere, delvis den første af mange nærdødsoplevelser med bandets nu nærmest mytiske percussionist ”Ven”, der i et anfald af hashpsykose var tæt på at omkomme i en hjemmebygget rumklangsmaskine lavet af et gammelt Atlaskøleskab og 34 springmadrasser.

Bandets eksakte lineup forbliver en gåde, eftersom Elevatorførers koncerter er en notorisk diffus affære der kan strække sig et sted imellem få minutter og flere måneder. Således begyndte en improv-koncert i Thylejren i ’71 med titlen ”Peripendikulær Odyssé” i midten af maj, og sluttede officielt først efter solhverv. Undervejs havde flere af bandets medlemmer forladt lejren for at besøge familie og venner, ”Ven” var blevet fyret fra bandet, næsten omkommet, og genansat mere end et dusin gange, og det meste af uge 21 bestod bandet af en flok samiske rensdyrhyrder der havde indtaget scenen imens Syrefar og Elevatorføreren var kørt på tanken efter øl (hvorfor dette skulle tage en hel uge melder historien i øvrigt intet om). Enkelte øjenvidner hævder endvidere at selveste Jerry Garcia manifesterede sig på scenen i ca. 45 minutter under en længere solo, men uafhængige kilder –både i journalistisk og medicinsk forstand - har ikke været i stand til at bekræfte dette.

Blandt de mere prominente, og oftest tilstedeværende bandmedlemmer er, ud over Elevatorføreren (Eller blot ”Føreren”) himself, guitaristerne Syrefar og Lassefar, Hans Enbårne John på trommer , ”Ven” på maracas, Banddetektiven og Guldhornet på Bas, Xylofonisten Kim John Ild, Organisten Far Fiza, Bandguruen Sten, Sameren, der til tider spiller en strofe på overflødighedshorn, samt muligvis førnævnte Jerry Garcia. Talløse andre har i tidens løb spillet med og imod bandet, og talløse andre vil formentlig blive en del af folkeorkesteret Elevatorfører i fremtiden.

Nuvel, tilbage til kronologien:

De næsten tragiske begivenheder i Liquid Sound studierne sætter en brat stopper for pladedrømmene, men bandets nedtur stopper ikke her. Blot få uger efter ulykken styrter Ven og bandets roadie, og lejlighedspercussionist Krabaten ned med et topersoners Cessnafly i en kabelfærge på Djursland under en rutineflyvning. Eneste omkomne er en semitisk filolog der på ulykkestidspunktet vikarierede som færgemand. I sig selv en begivenhed af uforståelig karakter, men som ikke desto mindre affødte ondsindede rygter i Randers Folkeblad om at bandets rytmesektion skulle spille med racistiske undertoner.

Således jaget af lokalpressen vælger Elevatorfører at holde lav profil vinteren over. I foråret 69 genoptager bandet sit virke og spiller en række koncerter i både ind og udland. Umiddelbart inden en koncert i Silkeborg forsvinder Ven dog sporløst, og formodes efter 5 dages søgen død af de lokale myndigheder. Bandet er i chok, og overvejer at gå i opløsning, men inden det kan nå så vidt løser alt sig da en lokal skovridder finder Ven i udkanten af Rold Skov, hvor han tilsyneladende har tilbragt flere dage i en udhulet træstamme i samtale med en større svampekoloni.

Genforenet og lykkelige går bandet i studiet for igen at forsøge sig med en indspilning af demoen ”Vertikal Bus”, men atter synes Elevatorfører hjemsøgt at uheld der sender bandet på en lodret kurs imod kulkælderen. Denne gang er det bandets daværende tambourinist John ”Kiss” Kahn, der under en protestaktion imod en nordsjællandsk rotary-golfklub på tragisk vis mister sine arme i en bizar golfbilsulykke. Demoen til Vertikal bus bliver indspillet, men frarøvet sine armes brug må John Kiss Kahn indspille nummeret kun ved hjælp af fødderne og en pegepind tapet fast til hovedet. Han erstattes herefter af Kim John Ild, der dog hurtigt gør sig upopulær ved stædigt at hævde at det er hans hånd umiddelbart foran og til højre for William S. Burroughs på coveret af Sgt. Pepper’s. (kilder fra EMI afviser dog dette som en fejl i farvereproen). En påstand der, Kahns tilstand taget i betragtning, bliver opfattet som yderst upassende.

Det bliver for meget for Ven, der uden at sige et ord forsvinder ud af landet, og så vidt vides tilbringer det meste af efteråret ’69 i den Sydamerikanske jungle på jagt efter stofmisbrugernes Eldorado Enduthochec: Et sted der ifølge legenderne skulle flyde med ayahuasca. Utilfreds med den højspændte situation rejser Syrefar til USA, hvor han kontakter nogle gamle venner i Seattle. En nedslået Fører rejser herefter til Thy og den netop oprettede Thylejr, hvor han starter en svampefarm og tilbringer efteråret i en 7 kvadratmeter stor jordhule.

Vendepunktet kommer i december, da Thy pludselig oversvømmes af både indenlandsk og udenlandsk presse. Elevatorføreren tror først at der endelig er tale om det gennembrud der så længe har unddraget sig bandet. Det viser sig dog at mediestormen drejer sig om den tidligere Beatle John Lennon, der på daværende tidspunkt havde søgt tilflugt fra pressen i det afsidesliggende Nordjylland. I sin jordhule får Elevatorføreren en vision: Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed. Elevatorfører må genrejse sin position som landet største band ved at stable en musikfestival på benene i Danmark efter samme model som Woodstock i USA.

I foråret 1970 samles Elevatorfører igen med fornyet energi. Ven er på mirakuløs vis vendt hjem, og Syrefar er, efter at have forladt den politiske aktivistgruppe ”The Seattle 8” (som derefter skiftede navn til det mere velklingende ”Seattle Seven”) med en nyudviklet smag for cannabis og Kaluha, klar til at genrejse bandet.

Efter en stort set problemfri studiesession hvor bandet indspiller hovedparten af de sange der sidenhen skal blive til ”Ukendt Etage”, tager bandet på en fundraiser for at samle penge og støtte til festivalprojektet. I det store hele en succes, med undtagelse af en lidt kedelig episode i Kløvedal-kollektivet, hvor Lassefar, Guldhornet og Ven måtte tage flugten, skarpt forfulgt af en rasende Troels og Ib Michael, efter uforsigtigt at have latterliggjort disses planer om at bygge en tømmerflåde, ”Rar III”, hvormed de skulle sejle til Malmö og lave en dokumentarfilm om de indfødte.

1970 går på hæld og bandets kreative mojo oparbejdes og kulminerer i den tidligere nævnte maratonkoncert i Thy. Her udvides bandet med den eneste tilbageværende af de samiske rensdyrhyrder, der, eftersom ingen i bandet taler finsk, blot får navnet Sameren. Ligeledes dukker oraklet Sten Larris en eftermiddag op, tilsyneladende manifesteret ud af det bare ingenting, eller muligvis bussen fra Aalborg. Imponeret over Larris omsiggribende viden om svampenes forunderlige verden hyrer bandet ham på stedet som hus-guru på livstid.

I mellemtiden har festivalprojektet taget fart, og efter aftale med Roskilde kommune skal arrangementet løbe af stablen i august på Dyrskuepladsen lidt uden for byen. Elevatorfører skal åbne den to dage lange Soundfestival, der også har andre af tidens store navne som f.eks. Poul Dissing, Cæsar og Sebastian på plakaten.

Dagen inden festivalens start indtræder katastrofen! Ven indlægges livløs på Aalborg sygehus efter (igen) næsten at miste livet. Denne gang en nærdødsoplevelse i Nørresundby i forbindelse med et tragisk samleje med sin epileptiske barndomskæreste Ulla, hvis unaturligt lange ølejr-bryster i en blanding af orgiastisk eufori, og epileptiske krampetrækninger nær havde kvalt den uheldsplagede percussionist. Samme Ulla led i øvrigt sidenhen en krank skæbne som en del af onsdagsunderholdningen på sømandsbeværtningen Gøglerbåden i Aalborg.

Festivalen i Roskilde trækker også overskrifter i udlandet. Elevatorfører er ikke længere beskyttet af anonymitetens lune dyne. Bandet bliver sagsøgt for plagiat af de samtidige grupper, The Chocolate Watch Band og 13th Floor Elevators; et søgsmål der dog afværges af Jerry Garcias uventede, og dramaturgisk set påfaldende veltimede indgriben. Men skaden er sket. Ven er på hospitalet og bandet er faldet i unåde hos festivalens øvrige arrangører der helst vil undgå dårlig presse. Elevatorfører bliver taget af plakaten og erstattes i stedet af den hidtil ret ukendte københavnske kvartet Gasolin’.

Rasende over på denne måde at blive tilsidesat til fordel for et band hvis navn henleder tanken på den stinkende bilos i den indre by rejser Guruen Larris og Sameren til Lapland i en eskapistisk svamperus, og efterlader Elevatorfører til sin skæbne.

Uden deres åndelige mentor til at holde sammen på bandet, smuldrer Elevatorfører som varm tjald over en lighterflamme. Bandets medlemmer går hver til sit, og bandets manager skrider med både penge, studieoptagelser og Ulla fra Nørresundby.

Syrefar fortrækker til Berlin hvor han indspiller deprimerende postapokalyptisk neofolk på en hjemmebygget guitar støbt i ren fajance. Guldhornet rejser til USA, hvor han starter en new age kult der tilbeder en antropomorf kæmpepaddehat ved navn Cliff. Lassefar vender verden ryggen og starter en biodynamisk sneglefarm i Vesthimmerland, hvor han opnår lokal berømmelse, da han medvirker som konsulent i et afsnit af DR Derude, hvor Søren Ryge der forsøger at starte sit eget sneglebrug til symfonier af Mozart.

Elevatorføreren selv optages i en uges tid som det femte medlem af supergruppen Led Zeppelin, men smides efter blot en uge ud af bandet grundet kreative uoverensstemmelser. Han tilbriger de næste 2,5 år i en jordhule i Thy, for sidenhen at få fastansættelse som kreativ chef for Danmarks Radios B&U afdeling i årene 1974-82, i øvrigt en oplevelse der til dels menes at være inspirationen til julekalenderen Jul og Grønne Skove, bedre kendt som Poul & Nulle i Hullet fra 1980.

Hvad der herefter sker er der delte meninger om. Nogle medlemmer af bandet har sidenhen hævdet at bandet ikke blot gik i opløsning, men faktisk dematerialiserede sig på et subatomart partikelniveau for først at genmaterialisere sig 35 år senere. En påstand der dog modsiges af det faktum at både Lassefar og Føreren med sikkerhed vides at have optrådt på dansk TV i udsendelser der kan dateres efter den påståede fysisk set ret skelsættende begivenhed.

Vinylplader fundet i en Blå Kors genbrugsforretning vidner om at de resterende medlemmer en overgang forsøgte sig som folkesangere i gruppen ”Baronen, sultanen og sheriffen”, der dog aldrig opnåede andet end middelmådig succes. Bandets karrieremæssige højdepunkt er et enkelt interview med Erling Bundgaard i et lørdagsunderholdningsprogram på DR i 1981. Herefter fortaber bandet sig i tidens tåger indtil Ullas død i 2009, hvor hun ved en fejl testamenterer de forsvundne optagelser af Elevatorfører til Kattens Værn, der dog ikke vil vide af dem, hvorfor man vælger at forsøge at sælge båndene på Ebay. The rest, as they say, is history...

Elevatorfører - dit folkeorkester på syre